2000m2 tøj og sko: Dansk Outlet åbner Langelands største detailbutik

Det rød-gule Dansk Outlet logo pryder efterhånden facader landet over, og nu kommer den landsdækkende lavpris-tøjkæde også til Langeland. Fredag d. 26. marts slår Dansk Outlet nemlig dørene op til en butik på 2000m2 på Nørrebro 40A i Rudkøbing.

Selvom mange dele af detailhandlen har blødt under 2. runde af nedlukningen, går det anderledes for den landsdækkende tøjkæde, Dansk Outlet, der i stedet er ved at gøre klar til at åbne butik nr. 30, som åbner d. 26. marts i Rudkøbing på Langeland.

“Som man siger, så er det i strid vind, man bør bygge vindmøller ikke læhegn. Og selvom man må sige, at detailhandlen har været ramt af en strid vind, har vi heldigvis en stærk koncern, hvor vi holder gang i hjulene” fortæller direktør for Dansk Outlet, Nicolai Nørskov.

I spidsen for den nye butik står den erfarne franchisetager Benny Svendsen, der har været med til at åbne hele 11 af kædens butikker. Han ved om nogen, hvorfor netop Langeland er attraktiv for kæden.

“Når man, som os, skal sælge tøj af god kvalitet og samtidig holde priserne så langt nede, som vi gør, så er der to ting, der er vigtige. For det første, at vi har en husleje, der er til at betale i nogle lokaler, der er store nok. Og for det andet, at der i området er en kundegruppe af en vis størrelse bestående af prisbevidste familier. Og lige netop det potentiale kan vi se, der er på Langeland. Samtidig går vi i Dansk Outlet meget op i at støtte den lokale handel – også uden for storbyerne – så vi bevarer de mindre samfund og gør vores til, at der også er dejligt at bo og leve,” forklarer Benny Svendsen, franchisetager i Dansk Outlet Rudkøbing.

Et hul i markedet

Dansk Outlets butikker spreder sig over hele Danmark, fra det nordligste Jylland til det østligste Sjælland og dækker endda Bornholm, men faktisk er der i dag blot 2 butikker på Fyn. Derfor så Benny Svendsen et hul i markedet på Langeland, hvor både prisbevidste langelændere og sydfynboerne i fremtiden kan få glæde af de 2000 m2 fyldt med tøj, sko og accessories.

“Udover kunderne fra Langeland har vi også en ide om, at vi kan trække nogle mennesker fra Svendborg og Tåsinge til butikken. Vi oplever tit, at vores kunder kommer langvejs fra og gør en familietur ud af shoppingen. Det skyldes nok både vores brede udvalg til alle aldre og størrelser, og at vi har åbent 7 dage om ugen, så det kan være lige præcis, når kunderne har tid. Men selvom kunderne gerne kører for at shoppe hos os, så er der er trods alt lidt langt til vores andre butikker i Langeskov og Glamsbjerg,” lyder det fra Benny Svendsen.

Selv får Benny og hans kone, som også arbejder i Dansk Outlet en kort køretur til butikken. De kommer oprindeligt fra Fyn, men har de seneste år boet i Flensborg. Den køretur slipper de dog for, når de inden længe rykker teltpælene op og flytter til Bagenkop på Langeland.

Foruden en underetage fyldt til randen med mode- og basistøj, vil nysgerrige kunder kunne gå på opdagelse i en 10’er afdeling, med alt lige fra badebolde og smålegetøj til dåseåbnere og brilleetuier.

Om åbningen
Åbningsfesten løber af stablen fredag d. 26. marts og udfolder sig over 3 dage med knivskarpe tilbud både i butikken og på Facebook. Til åbningen tages naturligvis alle forbehold for Corona-sikkerheden med sprit-stationer, god afstand og kontrol med antal mennesker i butikken, så trygt og sikkert kan gøre en god handel.

Flere nyheder